+45 2047 1611
< tilbage 15-08-2022 - 10:45

DLG-koncernchef glæder sig over historisk høje udbytter

Kristian Hundebøll forventer en høst, som er 10-15 procent højere end sidste år

 

Af Helge Lynggaard

 

- Nogle landmænd har høstet op til ti tons pr. hektar i vårbyg, hørte jeg  i går. Det må være historisk høje udbytter, siger Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG, til Grovvarenyt.

 

- Vi ser generelt ind i en god, stor høst af høj kvalitet, og som formentlig vil ligge 10-15 procent højere i udbyttet i forhold til sidste år. Det er godt for dansk landbrug, understreger Kristian Hundebøll. 

Han begræder ikke, at DLG i år går glip af indtægter på tørring af korn.

 

- Energimæssigt er det jo også dyrt, så det piber vi ikke over, og det kommer vi heller aldrig til. Så vi ærgrer os ikke over at mangle tørringsindtægter, men glæder os over en god høst for dansk landbrug, siger Kristian Hundebøll, som forventer, at eksporten af korn i år bliver stor.

 

- Forsyninssituationen er påvirket af krigen i Ukraine og selv om der nu er ved at komme gang i udskibningen af høst fra sidste år fra Ukraine, tror jeg, det bliver meget trægt. Så afsætningsmulighederne for dansk korn på verdensmarkedet er vi ikke bekymrede for, siger Kristian Hundebøll.

 

Han forventer dog ikke, at det får den helt store indflydelse på DLG's samlede regnskab.

 

- Eksporten giver alt andet lige en øget forretning, så den skal nok have en lille pil opad, siger koncernchefen.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 32, fredag 12. august 2022.

< tilbage