+45 2047 1611
< tilbage 15-08-2022 - 09:03

DLF skifter koncernchef

Truels Damsgaard overlader stafetten til Søren Halbye

Efter 16 år som CEO i DLF-koncernen træder Truels Damsgaard tilbage og overlader pr. 1. november 2022 styringen til Søren Halbye, EVP Greater Europe & South America.

Det oplyser DLF i en pressemeddelelse.
 
- Jeg har valgt, at tidspunktet nu er det rigtige til at stoppe som administrende direktør i DLF. Det har været et kæmpe privilegie at få lov til at stå i spidsen for DLF og en engageret og kompetent organisation, og jeg glæder mig over de milepæle, vi sammen har nået, siger Truels Damsgaard.
 
DLF er under Truels Damsgaards ledelse vokset fra at være en ledende græsfrøvirksomhed i Europa til i dag at være global markedsleder med planteforædling, produktion og salg af kløver- og græsfrø. Desudover er forretningsområdet løbende blevet udvidet, og virksomheden har i dag endvidere en markant position indenfor sukkerroefrø, en stærk tilstedeværelse i grøntsagsfrøbranchen og et godt fodfæste inden for læggekartofler.
 
Afløseren for Truels Damsgaard er fundet i egne rækker. 
- Jeg er rigtigt glad for, at Søren Halbye overtager stafetten og sikrer en god ledelsesmæssig kontinuitet. Søren Halbye er en yderst kompetent topleder med solid erfaring indenfor frøbranchen, strategisk udsyn og ambitioner både på egne og virksomhedens vegne. Søren har taget del i DLFs vækstrejse siden 2006 og har været stærkt medvirkende til den succes, virksomheden har opnået i de senere år, siger Truels Damsgaard.
 
Bestyrelsesformand i DLF AmbA, Christian Høegh-Andersen, glæder sig over, at generationsskiftet er sikret:
- Med Truels Damsgaard ved roret har DLF haft en fantastisk vækst, der er opnået takket være klare strategier og effektiv eksekvering, fokus på lønsomhed og et tillidsfuldt forhold til bestyrelsen og ejerne. Denne rejse glæder vi os til at fortsætte med Søren Halbye, som kender virksomheden indefra, og som har de bedste forudsætninger for at sikre kontinuiteten på toplederposten i DLF.
 
Søren Halbye ser frem til de nye udfordringer:
- DLF er en fantastisk spændende virksomhed, og jeg er klar til at påtage mig de nye opgaver. Vi har et stærkt ledelsesteam, og jeg glæder mig til at videreføre DLFs udvikling under min ledelse. 

Søren Halbye er velkendt i frøbranchen blandt kunder, medarbejdere og avlere i DLF. Søren Halbye startede i DLF som salgs- og marketingdirektør i 2006. I 2012 indtrådte han i den øverste koncernledelse, og siden 2019 har han været ansvarlig for forretningsaktiviteterne i Europa, Kina og Rusland og siden marts 2022 også for Sydamerika. 

< tilbage