< Tilbage

Brødr. Ewers ældre end Hedeselskabet, andelsbevægelsen og ØK16-11-2018 - 16:49

 

Brødr. Ewers har netop fejret sit 170-års jubilæum. Dermed er selskabet nestor i rækken 

af gamle koryfæer i dansk erhvervsliv.

Omsætningen i Brødr. Ewers ventes at lande på omkring 1,6 mia. kroner i år. Her et kig ned over fabriksområdet i Aabenraa. Pressefoto.

Af Hanne Gregersen

freelance journalist 

 

Da den unge C.H. Schättiger fra Ditmasken i 1848 bosatte sig i Sønderborg og begyndte at handle med korn og foderstoffer, var andelsbevægelsen slet ikke vågnet endnu. 

 

Det skete først i 1866, samme år som driftige mænd etablerede Det Danske Hedeselskab. ØK så dagens lys i 1884 og A.P. Møller syvtakkede stjerne er en årsunge fra 1904.

 

Men ligesom Møller havde Schättiger et motto, nemlig ”På ærlig vis at handle med korn og foderstoffer.”

Et motto som de efterfølgende generationer har lagt sig på sinde. Må man formode.

 

Hans Otto Ewers - der sammen med sin bror, Claus Ewers, udgør 5. generation i selskabet - peger på den ekspansion og investeringslyst, som kendetegner Brødr. Ewers. 

 

Et drive, der betyder, at omsætningen er steget eksplosivt, om ikke lineært gennem alle årene, så dog indenfor den seneste snes år. 

 

-Omsætningen var i 1998 på 200 mio. kr. I 2018 vil den nå op på 1,6 mia. kr., siger Hans Otto Ewers.

Han nægter dog på familiens vegne at tage hele æren for udviklingen. 

 

-Æren skal deles med vores medarbejdere, understreger han. -Det er ikke mindst vores 150 dedikerede medarbejdere, der er skyld i, at Brødr. Ewers klarer sig godt i et konkurrencefelt præget af stadig større centralisering i grovvaresektoren.

 

6. generation?

Om der er en 6. generation på vej i det gamle firma, vil han ikke svare på. 

 

-Vi er ved at have voksne børn, siger han.

 

 -De er ved at ytre interesse for virksomheden, men det skal være op til dem selv, om de vil fortsætte i virksomheden. 

 

Hans Otto Ewers understreger, at når stafetten er givet videre fra den ene generation til den næste, har det altid været ud fra tre kriterier: Lyst-Evne-Talent.

 

-Hvis man vil, skal man nok få chancen, siger han. 

 

-Selv om man er født ind i familien, er det ingen garanti for, at man kan.

 

< Tilbage