< Tilbage

Rejsegilde på stort DLG- logistikcenter i Taulov07-06-2019 - 16:11

DLG har fredag holdt rejsegilde på et nyt logistikcenter på 28.385 kvadratmeter i 

Taulov Dry Port – kun fem kilometer fra det kommende hovedsæde i Fredericia. 

Logistikcentret vil stå endelig klar i januar 2020. 

Det nye logistikcenter, som fredag havde rejsegilde, er på over 28.000 kvadratmeter. Foto: Pressefoto.

DLG har i dag fredag holdt rejsegilde  på det nye logistikcenter, hvor DLG’s lager- og logistaktiviteter samles i Taulov Dry Port. 

 

- Vi har set frem til at holde rejsegilde på vores nye store og højteknologiske logistikcenter. Vi har længe villet samle vores distribution af sække- og pallevarer til vores landmandskunder centralt i Danmark, da vi i dag er spredt ud over syv-otte forskellige lokationer. Ved at samle aktiviteterne kan vi optimere vores logistik og forretning, tilbyde en bedre service til vores kunder og ikke mindst reducere vores omkostninger, siger vicekoncerndirektør i DLG, Vagn Hundebøll.

 

Vigtigt knudepunkt

Placeringen i Taulov giver DLG’s kunder en række unikke fordele. 

 

- Distributionscenteret gør Taulov til et vigtigt knudepunkt for os, da det er tæt på motorvejsnettet og Fredericia Havn. Vi kan dermed nemmere koble import og eksport af grovvareprodukter med lagerfaciliteter og videredistribution til vores kunder. Det bliver en stærk sammenhængende logistikkæde, som er afgørende for vores konkurrenceevne, siger Vagn Hundebøll og fortsætter:  

 

- Vi får ét samlet lager med høj service og kvalitetskontrol, og det er lettere for os at levere en ensartet høj service, da alle processer er fuldt digitaliserede. Den store volumen betyder, at vi kan optimere vores levering og hastighed til hele landet. Vi kan konsolidere en række ordrer til én samlet levering til vores kunder – med en stor leveringssikkerhed. Samlingen af vores aktiviteter gør os altså mere effektive og giver en bedre kundeoplevelse med lavere omkostninger, så vi glæder os til at byggeriet står klart i januar 2020.

 

Det nye logistikcenter kommer også til at indeholde et samlet weblager for DLG-koncernens Land & Fritids-butikker, og DLG får desuden installeret en fuldautomatisk robot, der med stor effektivitet skal opsække de mange tons træpiller, der hvert år leveres til DLG’s kunder.

 

Logistikcenter i 

hjertet af Danmark

DLG’s logistikcenter opføres og finansieres i et joint venture mellem pensionsselskabet PFA og havneselskabet ADP med DLG som lejere. 

Lejeaftalen med PFA og ADP er derfor helt i tråd med vores strategi og den måde, vi vil organisere os på, fortsætter Vagn Hundebøll.

 

- Med dagens rejsegilde er vi kommet et stort skridt videre i realiseringen af et nyt og moderne logistikcenter for DLG, og det er glædeligt, at vi i fællesskab kan fejre, at projektet skrider frem efter planen, siger konstitueret CEO i ADP, Villads Kirkegaard-Jensen, og fortsætter:

 

- Projektet er et strategisk vigtigt projekt for udviklingen af hele Taulov Dry Port. Vi indgik i 2017 et joint-venture samarbejde med PFA, og DLG’s logistikcenter er det første store projekt i vores samarbejde. 

 

Udviklingen af Taulov Dry Port tager et yderligere strategisk vigtigt skridt, når PFA og ADP ultimo 2019 igangsætter byggeriet af et 49.300 m2 stort generisk lager- og logistikbyggeri. Dette byggeri vil understøtte områdets udvikling som ét af Danmarks vigtige knudepunkter for transport og logistik. 

Det er i øvrigt ikke det eneste rejsegilde DLG vil holde i juni måned, da DLG den 27. juni holder rejsegilde på det kommende hovedsæde i Fredericia, som vil stå klar i sommeren 2020.

 

< Tilbage