< Tilbage

Lantmännen og Yara har ambitioner om fødevarer uden brug af fossile brændstoffer17-09-2019 - 11:49

Virksomheder lancerer et pilotprofekt, der skal tilbyde forbrugerne 

mere bæredygtig mad og dermed reducere klimapåvirkningen

 

Den mineralgødning, som Yara planlægger at lancere på markedet i 2022, forventes at reducere de samlede kuldioxidemissioner fra korndyrkning med 20 procent. Foto: Yara.

Et nyt samarbejde mellem Lantmännen og Yara om en mere bæredygtig fødevareproduktion skal reducere klimapåvirknignen fra produktion af fødevarer, oplyser de to virksomheder i en fælles pressemeddelelse.

 

Det nye samarbejde er baseret på Yaras pilotforsøg, hvor mineralgødning vil blive produceret med vedvarende energi. Ambitionen er at reducere klimapåvirkningen fra dyrkning af korn. Den mineralgødning, som Yara planlægger at lancere på markedet i 2022, forventes at reducere de samlede kuldioxidemissioner fra korndyrkning med 20 procent.

 

- Lantmännen har længe arbejdet systematisk med at udvikle bæredygtige løsninger på mange områder, ikke mindst når det kommer til dyrkningsmetoder og koncepter. Nordiske landmænd er allerede førende inden for bæredygtighed i dag med en lav klimapåvirkning i international sammenligning. Dette partnerskab er et af vores vigtigste bæredygtighedsinitiativer til dato og tager os yderligere skridt tættere på en fødevareproduktion uden brug af fossile brændstoffer og endnu mere bæredygtigt landbrug, siger Per Olof Nyman, Lantmännens administrerende direktør.

Brug af vedvarende energi til produktion af mineralsk gødning vil øge produktionsomkostningerne og dermed have indflydelse på fødevarepriserne. Gennem det tætte samarbejde i hele fødevareproduktionen er ambitionen at minimere de ekstra omkostninger for forbrugerne, oplyser de to parter i pressemeddelelsen.

 

- Dette partnerskab er et første skridt i omdannelsen af vores fødevaresystem. Pilotprojektet sammen med Lantmännen vil kunne bringe aktører i hele fødevarekæden sammen for at reducere klimapåvirkningen af fødevareproduktion. Vi skal finde nye forretningsmodeller, der omfatter hele fødevarekæden fra jord til bord. En fossilfri fødekæde er kun mulig med mineralgødning, der produceres ved hjælp af vedvarende energi, siger Svein Tore Holsether, Yaras administrerende direktør.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 37, 13. september 2019

< Tilbage