+45 2047 1611
< tilbage 17-09-2021 - 14:08

Vilomix køber familieejet selskab i Spanien

Vilomix får med opkøbet tættere adgang til de store integratorer i den spanske griseproduktion 

Danish Agro koncernens datterselskab, Vilomix Holding A/S, der også er ejet af grovvareselskaberne Agravis, Vestjyllands Andel og NAG, har netop indgået aftale om overtagelse af det spanske premix- og mineralselskab Tegasa (Técnica Ganadera S.L). Overtagelsen er sket fra den  2. september, oplyser Danish Agro i en pressemeddelelse.

 

Tegasa er et familieejet selskab, der blev grundlagt i 1965, med hovedkontor i Barcelona og fabrik i Valls i provinsen Tarragona sydøst for Barcelona. Selskabet samarbejder med landmænd i hele Spanien og producerer vitamin- og mineralblandinger samt specialblandinger og foderadditiver til grise, køer og fjerkræ. 

 

Tegasa har ifølge Danish Agro et stærkt brand i Spanien og har desuden internationale aktiviteter. I 2020 omsatte selskabet for ca. 90 mio. kr. og beskæftiger 30 medarbejdere. Fabrikken er fuldt automatiseret med eget laboratorie og produktionen er certificeret med FAMI-QS og følger ISO-22000 kvalitetsstandarder.

 

Koncernchef i Danish Agro koncernen, Henning Haahr, ser store perspektiver i opkøbet.

 

- Tegasa er en rigtig spændende virksomhed, der bygger på den samme kultur og de samme værdier, som vi arbejder ud fra. Spanien er derudover et spændende marked, når det kommer til animalsk produktion, og jeg ser store muligheder for at Vilomix og Tegasa sammen kan skabe endnu bedre resultater. Derudover ligger der også muligheder for genetikselskabet Danbred, som vi er medejere af. Opkøbet følger vores strategi om at gøre koncernens premix- og mineraldivision endnu mere international, og jeg ser frem til samarbejdet med de spanske landmænd, siger Henning Haahr.

Også CEO i Vilomix, Peter Iversen, er begejstret for aftalen.

 

- Jeg er meget tilfreds med aftalen, der passer perfekt ind i vores strategi om at blive en stærk aktør i Sydeuropa. Vi ser store synergier mellem Tegasa og Vilomix indenfor produktudvikling samt videndeling omkring dyreernæring. Spansk griseproduktion er karakteriseret ved et professionelt integrator-setup og vi får nu mulighed for, at arbejde endnu tættere med disse store aktører samt de spanske landmænd. Vi tror også på, at vores styrke og viden indenfor genetik i Danmark kan være med til at styrke Tegasas position i Spanien, siger Peter Iversen, der forklarer, at en stor del af de i alt ca. to millioner søer i Spanien er baseret på dansk genetik.

 

Aftalen er betinget af godkendelse fra de spanske konkurrencemyndigheder.

 

< tilbage