< Tilbage

Minister roser en ambitiøs grovvarebranche24-03-2019 - 22:58

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen glæder sig over udviklingen af dansk produceret protein, og ser samtidig frem til en ny maltbygaftale med Kina

 

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen gæstede Dakofos generalforsamling. Foto: Helge Lynggaard.

Af Helge Lynggaard

 

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen roste forsamlingen og hele grovvarebranchen, da han fredag i sidste uge holdt et indlæg i forbindelse med Dakofos generalforsamling i den gamle børsbygning i København.

 

- I er en del af en ambitiøs branche, som omfavner udvikling og fremskridt, sagde ministeren og henviste ikke mindst til Det Nationale Bioøkomomipanel, og dets formand, direktør Asbjørn Børsting, Dakofo.

 

Jakob Ellemann-Jensen citerede Bioøkonomipanelet for, at inden for fem år kan alternative danske proteinprodukter matche udenlandske proteinprodukter på både pris og kvalitet på konkrete markedsområder inden for foder og fødevarer.

 

- Det, synes jeg, er fremragende for både dansk landbrug, for fødevareproduktionen og for dansk økonomi. Så sent som i den seneste uge har vi set ambitiøse mål for at nedsætte klimaaftrykket fra Danish Crown og Arla, sagde Jakob Ellemann-Jensen og vurderede, at det sikkert ikke var alle i det danske samfund, der forstår, hvor ambitiøst klimaudspillet fra Landbrug og Fødevarer egentlig er.

 

- Hvis vi skal have gjort noget ved de her ting, skal vi også have gjort noget ved sojaimporten. Målet er, at en tredjedel af sojaimporten kan erstattes inden for en kortere årrække. Det betyder til gengæld, at der stadig vil være totredjedele af vores foderprotein, som vi importerer. Vi må derfor sikre os, at den soja, der bliver brugt til foder i Danmark, bliver produceret på en ansvarlig måde uden rydning af skov, tab af særlige naturområder og med ansvarlig brug af pesticider, sagde ministeren, der allerhelst ser, at sojaimporten bliver helt overflødig på et tidspunkt.

 

- Men jeg ved, at det kræver e kolossal indsats – også fra politisk side, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

 

Han var samme formiddag kommet hjem fra en konference i Nairobi i Kenya.

 

- Her var afskovning nok et mere væsentlig problem for Danmark end for visse andre lande. I  morgen tager jeg til Argentina, hvor jeg også vil fremføre, at skovrydning er et problem – ikke kun for dem men for os alle.

 

Ministeren havde også ros til Dakofo og videninstitutionerne for, at man sammen har taget initiativ til Dansk Protein Innovation.

 

- Den slags samarbejde ser jeg et stort potentiale i, for Danmark er ikke kommet sovende til en stor foder- og fødevareproduktion, og fra politisk hold støtter vi op og rydder vejen, så I kan komme frem, sagde Jakob Ellemann-Jensen. 

 

Han fortalte, at det tværgående samarbejde, hvor forskellige interessenter sætter sig sammen og kommer frem til løsninger, er noget af det, man undrer sig over ude i verden.

 

Miljø- og fødevareministeren understregede, at i en verden, som i den grad er prøvet af opbrud og forandringer med handelskonflikter og en usikker Brexit, gælder det om at få øjnene op for nye markeder og for at få udvidet eksisterende handelsaftaler.

 

Derfor ser han frem til en ny maltbygaftale med Kina.

 

- Der er et tæt samarbejde om at udvide maltbygaftalen med Kina, og senest har der været en kinesisk delegation af topembedsmænd i Danmark. I samarbejde mellem Landbrugsstyrelsen, Dakofo og den danske ambassade i Kina arbejder vi nu på her i foråret at sende en delegation den anden vej med faglige eksperter, som kan være med til at drøfte jeres sag. Vi forventer også et genbesøg fra Kina senere på året. Det skulle gerne ende med, at vi kan underskrive en maltbygaftale med Kina i slutningen af 2019 eller i starten af 2020, sagde Jakob Ellemann- Jensen.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 12, 22. marts 2019

 

 

< Tilbage