< Tilbage

DanGødning opfører nyt tankanlæg i Fredericia27-01-2020 - 12:16

DanGødning er på vej med seks nye tanke til flydende gødning på havnen i Fredericia

 

De seks nye tanke opføres på den grund i Fredericia, hvor DanGødnings tanke tidligere har ligget. Pressefoto.

Af Helge Lynggaard

 

DanGødning A/S har nu indledt arbejdet med at opføre nye tanke til flydende gødning på havnen i Fredericia.   

 

- Før jul fik vi tilladelserne i hus, så vi er nu begyndt at slå de første pæle i til funderingen, siger administrerende direktør Kenneth Frederiksen, DanGødning, til Grovvarenyt.

 

De nye tanke bliver opført på samme grund som det gamle tankanlæg, der blev ødelagt af en brand i 2016.  Grunden er lejet af ADP, Associated Danish Ports A/S, der driver erhvervshavnen i Fredericia.

 

- Vi er rigtig glade for placeringen her i Fredericia, hvor der er stor vanddybde i havnen, så vi har mulighed for at tage de helt store skibe ind, siger Kenneth Frederiksen.

 

De nye tanke får den samme kapacitet som tidligere – 50.000 kubikmeter – fordelt på fire store og to mindre tanke.

 

Der er udelukkende tale om lagertanke, som skal forsyne det eksisterende produktionsanlæg, der ligger lige ved siden af lagertankene. Det er herfra, lastvognene henter den flydende gødning. Det nye anlæg vil også levere råvarer til DanGødnings produktionsanlæg i Rødby, Nykøbing F og Aalborg, siger Kenneth Frederiksen.

  

Kun til flydende gødning.

Anlægget opføres specifikt til opbevaring af flydende gødning, og der vil i modsætning til tidligere  ikke blive opbevaret andre produkttyper på anlægget. Der vil derfor heller ikke blive oplagret brandbare produkter på området.

 

- Flydende gødning er på grund af udviklingen af præcisionsanlæg og stadigt højere miljøkrav den hurtigst voksende gødningsform i Europe og Nordamerika. Det nye anlæg er derfor vigtigt for at kunne servicere denne vækst, siger Kenneth Frederiksen. 

Tankene er planlagt færdige til modtagelse af råvarer i løbet af efteråret 2020, og vil derfor kunne stå klar til levering af gødning til forårssæsonen 2021, siger Kenneth Frederiksen  

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 4, fredag 24. januar 2020

< Tilbage