< Tilbage

Grovvarenyt fejrer 25 år: En del af opgaven er at forsvare branchens gode ry20-03-2020 - 16:58

I starten blev der printet og pakket 180 breve, hver gang Grovvarenyt skulle udgives. I dag bliver de ugentlige nyheder til og om grovvarebranchen sendt ud med mail til over tusind læsere.

Den første udgave af Grovvarenyt, som ses til venstre, indeholdt blot en enkelt side, og herefter har Grovvarenyt løbende udviklet sig.

 

Af Anya Engelbrecht

 

Gunner Buck har bevaret alle papirerne og udgivelserne fra Grovvarenyts 25 år lange historie. De er sirligt arkiveret i kasser og mapper i huset i Hadsund, hvor den tidligere redaktør og udgiver af magasinet byder indenfor. 

 

Papirerne er lagt frem på sofabordet – klar til at fortælle historien om et kvart århundredes levering af nyheder til den danske grovvarebranche.

 

Gunner er 75 år, uddannet agronom og har brugt størstedelen af sin karriere på at skrive om landbrugserhvervet. Efter endt uddannelse i 1970 først tre år på Tolvmandsbladet, hvorefter han blev redaktør på Effektivt Landbrug, begge med base i København. I 1978 flyttede Gunner sammen med sin kone, Lisbeth, til Nordjylland, hvor de drev et landbrug i fire år, inden de flyttede i det hus i Hadsund, som de stadig bor i. Samtidig blev Gunner tilknyttet Grovvarehandlens Pressetjeneste. Desuden leverede han hver uge artikler til en fast side i Dansk Handelsblad. Det var forløberen til det Grovvarenyt, vi kender i dag. 

 

180 breve om ugen 

Det var Landsforeningen Den Frie Grovvarehandel, en forening af købmænd, møllere og andre private grovvarehandlere, der oprindeligt stod bag Grovvarehandlens Pressetjeneste. Da landsforeningen blev nedlagt i 1994, opsagde Handelsbladet samarbejdet om den faste side i avisen. 

 

Pressetjenesten stod derfor med det ubesvarede spørgsmål, om den skulle levere nyheder målrettet til ledere og medarbejdere i grovvarebranchen, og i hvilken form det i så fald skulle foregå. På en generalforsamling i marts 1995 blev det besluttet, at Pressetjenesten skulle bevares og udgive et nyhedsbrev. Den 22. marts frankerede og udsendte Gunner derfor Grovvarenyt nr. 1, 1. årgang.

 

-  I de første år var der kun få sider i Grovvarenyt, og det var korte historier uden billeder. Hvis der en sjælden gang var en annonce, var det kun en helt lille rubrik-annonce. Det var nemlig blevet understreget på generalforsamlingen, at det var sådan, det skulle være, fortæller Gunner, imens han fremviser udprint af nogle af de allerførste udgaver. 

 

Indtil 2001 fik alle modtagere Grovvarenyt med posten, hvor der i de sidste år med udsendelse udelukkende via brev var 180 modtagere. Herefter blev nyhedsbrevet digitaliseret, og der var over nogle år en løbende overgang, hvor flere og flere tilmeldte sig den digitale udsendelse.  

- Min kone og vores børn har hjulpet med at pakke og frankere rigtig mange kuverter. Det var en tidskrævende opgave at udsende nyhederne på den måde, og udgiften til porto var også stor, fortæller Gunner.

 

Ny mand med på kornvognen

Op gennem 00’erne steg antallet af sider i magasinet støt, og billeder og annoncer fik en større del af pladsen. Der kom også flere ekstraudgivelser, når der var særlige begivenheder i branchen – det blev nemlig muligt med den nye, digitale udgivelsesform. 

 

Frem til 2008 var det Grovvarehandlens Pressetjeneste, som udgav Grovvarenyt. Derefter overtog Gunner selv udgivelsen.

 

Løbende har Gunner hyret freelancere til at dække nyheder og rapportere om nye anlæg og aktiviteter i Grovvarebranchen. En af de tilknyttede journalister var Helge Lynggaard. De to havde fra 1985 arbejdet tæt sammen om pressearbejdet for Agromek og Ungskuet, og fra 1. januar 2011 blev der indgået en aftale mellem Helge og Gunner om et glidende genrationsskifte på Grovvarenyt.

 

 - Der var flere fordele ved at gøre det glidende, blandt andet at vi i en årrække var to om at trække læsset – finde emner og dele opgaverne. I starten var arbejdet fordelt 50/50, men senere tippede vippen, så Helge overtog en større del af arbejdet, siger Gunner.

 

I forbindelse med aftalen om generationsskifte, blev der også lavet nyt logo og hjemmeside. Det var der ikke ressourcer til, da Gunner Buck sad med det hele alene ved siden af en række andre opgaver. I dag er det Helge, der i sin virksomhed, Pressebureauet Aarhus, udgiver Grovvarenyt. 

 

Gjort en forskel

Gunner har droslet betydeligt ned på arbejdet for Grovvarenyt, men har ikke sluppet magasinet helt. Hver uge leverer han nyheder til cirka en side, og så står han heller ikke tilbage for at skrive et debatindlæg eller et synspunkt. 

 

- Når hovedet virker, og jeg stadig kan bruge tastaturet, så kan jeg ikke se nogen grund til at stoppe, når jeg fortsat synes, det er spændende, fortæller Gunner. 

 

Til efteråret er det 50 år siden, at Gunner fik medlemskab i foreningen for Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister.

 

- For en agronom er det selvfølgelig anderledes at skrive, end det er for en journalist, der er uddannet i det. Men jeg er egentlig helt tilbage fra min skolegang blevet anset for at være god til at skrive, så det har været min vej ind i journalistikken. Det var ikke planen fra starten, da jeg valgte uddannelsen til agronom, men sådan blev det, og det har været spændende at arbejde med Grovvarenyt de sidste 25 år. 

 

Hvis der er noget, der ærgrer Gunner, når han kigger tilbage på årene som redaktør på Grovvarenyt, så er det, at det en stor del af tiden har været et enmandsjob på deltid. 

 

- Der har ikke været så meget tid til at komme ud af huset, som jeg kunne ønske mig, der havde været. Det er blevet til meget kontorarbejde, hvor historierne er blevet klaret via telefon og e-mail, fortæller Gunner.

 

Han er dog ikke i tvivl om, at Grovvarenyt udfører en vigtig opgave.

 

- Vi har gjort en forskel ved at være et uafhængigt specialmedie særligt målrettet grovvarebranchen. Det har gjort det muligt at fuldføre den del af opgaven, der går ud på at fastslå, at grovvaresektorens og landbrugets ry er langt bedre end det omdømme, som ofte fremgår af den offentlige debat. 

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 12, fredag 20. marts 2020

 

< Tilbage