Af Helge Lynggaard
Den 102 meter lange og 80 tons tunge skorsten, der onsdag i sidste uge væltede hos Himmerlands Grovvarer på Aarhus Havn, er nu blevet løftet væk fra kajen og sendt til skrot.
Samtidig er produktionen af foder hos Himmerlands Grovvarer onsdag blevet genoptaget.
- Vi er netop ved at starte produktionen igen. Aarhus Kommune har heldigvis handlet hurtigt, så vi har fået en dispensation, så vi kan komme i gang igen, fortæller direktør Torben Frederiksen, der fulgte flytningen af skorstenen uden for det indhegnede område.
Skorstenen var væltet ned over en mandskabsbygning hos Himmerlands Grovvarer og ud over kajen, så en del af den lå i havnebassinet.
Aktionen med at fjerne skorstenen gik i gang onsdag morgen under stor opmærksomhed fra et par håndfulde pressefotografer og andre særligt interesserede tilskuere, der kunne glæde sig over sol over Aarhus denne formiddag.
Aktionen skete fra vandsiden, hvor en kæmpe flydekran fra J. A. Shipping, Horsens, stod for den vanskelige opgave med at løfte skorstenen fri af taget, så den kunne sejles væk.
- Den bliver aldrig til skorsten igen. Den skal ophugges hos en skrothandler her på havnen, og så må vi se, hvad vi skal have i stedet for. Eurofinns er i fuld gang med at undersøge mulighederne. Men jeg tror ikke, der bliver tale om en skorsten i de samme dimensioner. Den var fra en tid, hvor der blev produceret mineralblandinger her på fabrikken, og det gør der ikke længere. Det stillede nogle helt andre krav til skorstenen. Derfor tror jeg, at vi kan nøjes med en langt mindre skorsten eller måske kan der findes helt andre tekniske løsninger, siger Torben Frederiksen.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 44, fredag 22. oktober 2020