< Tilbage

Mollerup Mølle: Vi investerer for at være med fremover03-04-2020 - 15:35

 Mollerup Mølle fik rekordomsætning på 1,1 mia. kr. i det
forløbne regnskabsår

Mollerup Mølle A/s investerer løbende for at modernisere og rationalisere. Foto: Anya Engelbrecht.

 

Af Anya Engelbrecht 

og Helge Lynggaard

 

Mollerup Mølle A/S kom ud af det seneste regnskabsår med et resultat på 6,9 mio. kroner. Resultatet fremkommer efter en rekordomsætning på 1.160 mio. kr. og er dermed næsten 65 mio. kr. højere end året tidligere. Det viser årsrapporten fra Mollerup Mølle, der netop er blevet offentliggjort. 

 

- Det er et resultat, som vi egentlig er godt tilfreds med, siger Jakob H. Pedersen, der er formand for bestyrelsen i den familieejede grovvarevirksomhed på Mors.

 

- Det øgede overskud skyldes blandt andet en bedre høst og dermed et større indtag af korn og flere tørringsindtægter, siger Jakob H. Pedersen til Grovvarenyt.

 

Resultatet har gennem de seneste fem år ligget på mellem 6,9 og 10,8 mio. kroner undtagen sidste år, hvor det var 1,9 mio. kr.

 

- Det mindre overskud i 2017/18 skyldes blandt andet, at vi havde nogle engangsudgifter i forbindelse med vores generationsskifte i virksomheden, fortsætter Jakob H. Pedersen.

 

- Vi er jo, sagt med et smil, ikke vant til at tjene så mange penge, men vi har så også været gode til at investere de penge, som vi tjener for at kunne følge med. Skal man udvikle sådan en forretning som vores, skal der løbende bruges penge til at modernisere og rationalisere. Vi investerer for også at være med fremover, og på det seneste har vi blandt andet udbygget foderfabrikken i Mollerup med et nyt indvejningssystem til råvarer, siger Jakob H. Pedersen.

 

Øget salg af foder

Mollerup Mølle har haft den hidtil højeste omsætning.

 

- Det skyldes blandt andet et øget salg af foder. Foruden foder har vi solgt mere gødning, for vores kunder ude i landbruget må nu bruge mere kvælstof som et resultat af landbrugspakken for nogle år siden, fortsætter Jakob H. Pedersen.

 

Til gengæld har de stigende svinepriser ikke haft nogen indvirkning på omsætningen.

 

- Vi sælger rigtigt meget foder på kontrakt et helt år frem, og det betyder, at vores kunder har haft nogle fornuftige foderpriser sammenholdt med, at kødpriserne har været stigende. Til gengæld betyder de gode afregningspriser på svinekød, at vores svinekunder har fået det bedre. Men det er jo en uforudsigelig tid, vi lever i lige nu. Der var jo ingen, der havde regnet med, at verden skulle blive sat ud af spillet på grund af virus, siger Jakob H. Pedersen.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 14, fredag 3. april 2020

 

< Tilbage