Svineproducent Søren Søndergaard har meldt sig som kandidat til formandsposten i Landbrug og Fødevarer, og han får opbakning fra flere jyske foreninger
Af Helge Lynggaard
Svineproducent Søren Søndergaard, formand for rådgivningsselskabet Sagro, valge torsdag at melde ud, at han er kandidat til formandsposten i Landbrug og Fødevarer og dermed afløser for Martin Merrild.
Der gik ikke mange timer, før det viste sig, at der er opbakning til Søren Søndergaard, ikke bare fra bestyrelserne i foreningerne bag Sagro, men også fra formandsskabet i LandboNord, der både er forening og rådgivningsvirksomhed for 1.300 medlemmer i det nordjyske.
Et af de navne, der har været nævnt som en mulig kandidat til formandsposten er Christian Lund, formand for Sønderjysk Landboforening og formand for Landbrug og Fødevarer, Kvæg.
Til LandbrugsAvisen fortæller Christian Lund, at han onsdag havde et møde med Søren Søndergaard, hvor de talte om situationen.
- Vi havde en rigtig god snak, og jeg er nået til den konklusion, at jeg bakker 100 procent op om Søren Søndergaard, siger Christian Lund, og gør det klart, at han ikke selv stiller op til formandsposten.
Dermed kan kampen om formandsposten næsten allerede være afgjort, inden den rigtig er kommet i gang.
Vi må ikke blive hægtet af
Søren Søndergaard, der også er næstformand i Seges Svineproduktion, siger i en pressemeddelelse om beslutningen om at opstille:
- Efter flere år i bestyrelser i og omkring Landbrug og Fødevarer føler jeg mig nu parat til at stille mig i spidsen for at fortsætte udviklingen af organisationen, så vi bliver stadig skarpere, kommer mere i front - og tager hurtige og kloge beslutninger. I dag går det stærkt i medierne og på Christiansborg – dér må vi ikke blive hægtet af.
Søren Søndergaard understreger, at han er parat til at tage en lederrolle som den, der viser vej og taler med beslutningstagere.
- Opgaven er at samle erhvervets holdninger og spille dem klogt ud til omverdenen.
- Jeg kan kommunikere landbrugets historier til folk udenfor erhvervet i et sprog, som giver omverdenen indsigt, forståelse og respekt for den måde, vi driver landbrug på i Danmark.
- For mig er det helt afgørende, at vi som erhverv ikke ender i en situation, hvor det er landets politikere, der trækker et modstræbende landbrug frem mod forkerte løsninger. Derfor skal vi blive dygtigere til at have visioner for vores erhverv.
- Det kræver mod, men Landbrug og Fødevarer har før vist, at vi tør sætte spektakulære mål. Det er den slags, der giver respekt, og som åbner op for en bæredygtig udvikling i samspil med beslutningstagere og samfund.
Søren Søndergaard understreger, at landmænd er parate til forandringer.
- Men landmændenes ejendomsret må aldrig blive anfægtet, og jeg vil være garant for, at protesten bliver højlydt, hvis vores erhverv ikke får den nødvendige tid og hjælp til omstilling.
Mange opfordringer
Søren Søndergaard fortæller, at landbrug og politik fylder hans arbejdsliv.
- Der er så meget på spil, og jeg brænder for at gøre en forskel. Mange opfordringer, hints og venlige kommentarer den seneste tid har skubbet på beslutningen, men helt afgørende er det, at min familie bakker mig et hundrede procent op.
Søren Søndergaards kandidatur bakkes op af bestyrelserne i ejerforeningerne bag Sagro.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 36, fredag 4. september 2020