< Tilbage

217 mio. kroner i overskud i Vilomix-koncernen07-02-2018 - 20:42

Danish Agro koncernens datterselskab fik igen et rekordresultat – planer om fabrik i Vietnam sat på pause

 

Vilomix-koncernen nåede en omsætning på 2,7 mia. kroner i 2017 mod 2,3 mia. kroner i 2016. Foto: Pressefoto.

Af Helge Lynggaard

 

År efter år præsenterer Vilomix-koncernen nye rekordresultater. Og 2017 er ingen undtagelse. 

Overskuddet i 2017 bliver på 217 mio. kroner mod 197 mio. kr. året før. Omsætningen nåede op på 2,7 mia. kroner i 2017 mod 2,3 mia. kroner i 2016.

 

Vilomix-koncernen producerer kundetilpassede vitamin- og mineralblandinger til husdyrproducenter samt til foderstofindustrien. Desuden har koncernen også aktiviteter inden for genetik, veterinærmedicin og farm supply produkter.

 

Vilomix har fabrikker i mange europæiske lande samt aktiviteter i Rusland, Ukraine og Kina.

 

- Vi har appetit på mere i Asien, men vi har sat vores planer om en fabrik i Vietnam i bero. Den lokale parter, som vi havde planer med, havde likviditetsproblemer, og vi har derfor valgt at se tiden an, siger Danish Agros koncernchef Henning Haahr.

 

- Vi har sat os på en industrigrund i Vietnam, men afventer nu situationen, siger Henning Haahr.

 

< Tilbage