< Tilbage

Danish Agro siger nej tak til den fremstrakte hånd fra DLG23-02-2018 - 14:39

DLG vil gerne samarbejde med Danish Agro i udlandet, men den fremstrakte hånd til samarbejde bliver afvist.

Humøret var højt, da DLG inviterede til samarbejde. Foto: Niels Hougaard.

Af Helge Lynggaard

 

DLG og Danish Agro kunne høste store gevinster til deres danske ejere, hvis de kunnne finde sammen om investeringer i udenlandske grovvareaktiviteter. 

 

Det var det scenarie, som DLGs bestyrelsesformand Niels Dengø Jensen opridsede tirsdag for pressen i forbindelse med offentliggørelnsen af selskabets årsrapport for 2017.

 

-I stedet for at konkurrere med hinanden, kunne vi i fællesskab investere i udlandet, sagde Niels Dengsø Jensen.

Men hans invitation siger Danish Agro pænt nej tak til.

 

Her formuleret af Danish Agros kommunikationsdirektør Søren Møgelvang Nielsen:

 

- Danish Agro koncernen er en god og stærk virksomhed, og derfor har vi forståelse for interessen. Det er dog sådan, at vi over en årrække har opbygget omfattende strategiske aftaler med Agravis og Vestjyllands Andel. Det er dem, vi indenfor vores kerneområder har udviklet aktiviteter med på vores vigtigste markeder, og det er én lang succeshistorie. Succes i vores branche kræver langsigtede, strategiske samarbejder baseret på tillid og loyalitet. Det er slet ikke vores stil at vende vores partnere ryggen, siger Søren Møgelvang Nielsen.

 

Der er allerede i dag et tæt samarbejde mellem DLG og Danish Agro på udvalgte områder.

DLG og Danish Agro ejer og driver i fællesskab DanHatch og DanPiglet. 

 

Rugerivirksomheden DanHatch har flere virksomheder i udlandet og senest er DanHatch gået ind i ejerskabet af et fransk rugeri. 

 

- Vi er meget tilfredse med det eksisterende samarbejde, vi har med DLG omkring for eksempel Danhatch, som er inde i en god udvikling. Men på vores øvrige kerneområder er vi allerede godt dækket ind via stærke partnerskaber, oplyser Søren Møgelvang Nielsen.
 

Artiklen er fra Grovvareyt fredag den 23. februar 2018

< Tilbage