< Tilbage

Landbruget har løsningen på klimaudfordringen01-03-2019 - 15:47

Landbruget kan binde mere CO2 i jorden end den danske regering har forpligtet sig til totalt at reducere, fremhævede BL næstformand Gustav Garth-Grüner på generalforsamlingen

 

Landbruget er en del af klimaløsningen, påpeger Gustav Garth-Grüner.

Vi vil ikke blive ved med at høre, at landbruget er en del af klimaproblemet – når vi rettelig er en del af løsningen , sagde næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Gustav Garth-Grüner i beretningen på generalforsamlingen i Horsens.

 

- Landbruget gør en positiv forskel i klimaregnskabet – det er også vores Licence to produce. Vores afgrøder kan lagre CO2 i jorden og opbygge humus.

 

Derfor er vi planteavlere en god del af løsningen på de klimaudfordringer, der tales så meget om. Men vi vil godskrives for disse gevinster, understregede næstformanden.

 

Gustav Garth-Grüner påpegede, at landbruget ikke bliver godskrevet for det CO2, der oplagres i halmen og fjernes fra ejendommen.

 

- Det CO2-optag skal landbruget naturligvis godskrives for. Samtidig lagres CO2 i jorden. Også det optag skal vi landmænd godskrives for.

 

- En god hvedemark, hvor man høster 8,5 tons kerne, optager netto godt 16 tons CO2 pr. hektar, når halmen regnes med – også ved nedmuldning.  En del optages i kernen, en del i bladmassen og en del af rødderne. Det er en helt naturlig proces. 

 

- Når planten ånder ind og vokser, optager den CO2 –  når planten holder vejret ude på marken, bibeholder den CO2 – og når planten ånder ud ved at blive brugt som brændsel eller fødevarer, så udledes CO2 igen. De dybe rødder og det organiske materiale, der bliver i jorden, holder på deres del af CO2 nede i jorden. Det er logik for landmænd.

 

- Ved at øge humusindholdet i jorden på denne måde med 0,02 procent om året, vil landbruget kunne binde omkring 1,8 tons CO2 mere pr. hektar. 

 

Der dyrkes 2,5 mio. hektar landbrugsjord i Danmark. Det vil sige, at vi kan binde 4,5 millioner tons CO2 i det danske muldlag. Det er mere, end den danske regering har forpligtet sig til totalt at reducere.

 

- Hvor svært kan det være, spurgte Gustav Garth-Grüner.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 9-2019, den 1. marts.

< Tilbage