< Tilbage

Himmerlands Grovvarer bygger ny hal i Rostrup01-12-2017 - 14:37

Intern omlægning og stor tilgang af kunder er årsag til, at Himmerlands Grovvarer udvider med 2.000 kvadratmeter ny hal

Fra venstre ses logistikansvarlig for varetur og gødning, Jesper K. Møller, lageransvarlig for afdelingen i Rostrup, Heine Jørgensen, og afdelingsdirektør Søren Erik Hedegaard. Foto: Himmerlands Grovvarer.

Af Anya Engelbrecht

 

Til januar forventer Himmerlands Grovvarer at køre de første big bags med gødning ind i en nybygget lagerhal i Rostrup. Lagerhallen bliver 2000 kvadratmeter og er et led i en intern omlægning, der gør Rostrup til centrallager for hele Himmerlands Grovvarer.

 

Den nye terminalhal skal udover at være lager til vareture også bruges til gødningsopsækning, fortæller afdelingsdirektør Søren Erik Hedegaard til Grovvarenyt. 

 

- Alle vores vareture bliver nu centraliseret fra lageret i Rostrup. Hvor vareturene før foregik decentralt fra de forskellige afdelinger, vil Rostrup fremover være vores centrallager, fortæller Søren Erik Hedegaard og fortsætter:

 

- Valget faldt på Rostrup, blandt andet fordi det ligger centralt i virksomhedens område og er forholdsvist tæt på motorvejen. Desuden har vi i forvejen et opsækkeanlæg i Rostrup, og det fungerer godt, så det har vi valgt at fortsætte med. 

 

Generel pladsmangel har også været en faktor i beslutningen om byggeriet af det nye centrallager. Himmerlands Grovvarer har nemlig god tilgang af nye kunder. 

 

- Tilgangen kan skyldes, at vi er opsøgende og kører rundt og snakker med kunderne og fortæller om os selv, og hvad vi kan og vil. På færdigfoder og især svinefoder har vi haft stor tilgang af nye kunder, så vi er fortrøstningsfulde, siger Søren Erik Hedegaard.

 

Foruden afdelingen i Rostrup har Himmerlands Grovvarer afdelinger i Aars, Skals, Skalmstrup og Aarhus. Virksomheden har 46 ansætte og en årlig omsætning på omkring 600 millioner.

< Tilbage