< Tilbage

Dakofo ser store muligheder for at øge eksporten af maltbyg17-03-2018 - 20:47

Et realistisk mål er at øge eksporten med 50 procent over nogle få år, mener Dakofo

 

Den danske eksport af maltbyg kan øges over de kommende år, så den vil omfatte 1,4-1,7 mio. tons og dermed tegne sig for op mod 16 procent af verdensmarkedet. Foto: Colourbox

Af Helge Lynggaard

 

Der er gode fremtidsudsigter for den danske maltbyg. En stigning i eksporten på omkring 50 procent over fire-fem år vil ikke være urealistisk. 

 

Det fastslog direktør Asbjørn Børsting, Dakofo, Dansk Korn og Foder, da brancheorganisationen fredag formiddag holdt generalforsamling på Børsen i København.

 

Asbjørn Børsting understregede, at eksportstigningen kræver et tæt samarbejde i branchen, og at der skal satses på kvalitet gennem hele produktionskæden.

 

- Grundlaget for en dansk vækst er godt i gang med at blive forberedt. Produktionen af vårbyg ventes at stige dels på grund af øgede arealer med vårbyg og dels på grund af øgede udbytter, så vi når op på en samlet årsproduktion på 3,5-4,0 mio. tons, sagde Asbjørn Børsting.

 

I de senere år har produktionen ligget stabilt på omkring tre millioner tons vårbyg. Heraf er mellem 1,0 og 1,3 mio. tons blevet afsat som maltbyg.

 

Planteforædlingen

- En stærk forædlingsindsats fra de danske maltbygforædlere – og åbent markedssamarbejde med de stærkeste udenlandske forædlere – er væsentlige styrkepositioner for dansk maltbyg. De egentlige maltbygsorters andel af det danske areal med vårbyg er høj – ofte over 80-90 procent. Produktionspotentialet for god kvalitetsmaltbyg vil i Danmark kunne være over 2 mio. tons årligt.

 

Certificeret såsæd

Asbjørn Børsting pegede endvidere på, at brugen af certificeret såsæd med de strenge danske certificeringskrav giver ekstra sikkerhed for, at færdigvaren af maltbyg ikke har uønskede ukrudtsarter med fra såsæd ligesom plantesundhedstilstanden bedst sikres gennem anvendelse af den certificerede såsæd.

 

- Med en certificeringsgrad for vårmaltbyg på 96 procent ligger Danmark på dette område suverænt nr. 1 i hele Europa, fortalte Asbjørn Børsting.

 

Minimerer indhold af uønskede restkoncentrationer

- På blandt andet det meget store tyske marked har der været ekstrem stor fokus på at minimere – om muligt helt undgå – glyphosatrester i maltbyg og i øl. Derfor har branchen kæmpet hårdt for at nå en dansk placering blandt de lande i Europa med de absolut mindste restkoncentrationer. Det er lykkedes. Efterfølgende er der nu gennemført et forbud mod før-høst behandling af maltbyg i Danmark.

 

Asbjørn Børsting nævnte desuden, at branchen i samarbejde med Foss arbejder på at udviklet et nyt optisk baseret analyseudstyr ”EyeFoss”, der hurtigt og sikkert kan foretage kvalitetsanalyser af i første omgang byg.

 

- Desuden samarbejder vi tæt med de danske myndigheder om at få moderniseret den dansk- kinesiske maltbygprotokol, så mulighederne for eksport af større mængder maltbyg til det store kinesiske importmarked forbedres.

 

Danish Preferred 

Programmet

Hele indsatsen omkring optimering af sortsvalget og udviklingen af den danske maltbygproduktion sker  via det nyetablerede branche-maltbygnetværk Danish Preferred program. Samarbejdet omfatter danske grovvareselskaber, mæglervirksomheder, danske og udenlandske planteforædlere, malterier samt Carlsberg.

Asbjørn Børsting forventer, at alle initiativerne samlet vil kunne løfte den danske produktion af maltbyg til 1,4-1,7 mio. tons årligt om fire-fem år.

 

- Dermed vil den gennemsnitlige danske andel af verdenshandelen stige fra de nuværende cirka 12 procent til omkring 16 procent.

 

Artikel bragt i ugemagasinet Grovvarenyt nr. 11, 2018, den 16. marts.

 

< Tilbage