+45 2047 1611
< tilbage 10-12-2019 - 16:11

Vi skal lære at acceptere at mængden afgør om et stof er giftigt

 Grænseværdien for rester af pesticider i vand er 0,1 mikrogram. Den er fra en tid, hvor man ikke kunne måle mindre.  

 

Synspunkt
af Gunner Buck

 

 Vi vil ikke have gift i vores mad og drikkevand, lyder det ofte fra mange danskere og fra vore politikere.

 

To meget væsentlige udtalelser i denne udgave af Grovvarenyt kan medføre, at der kommer meget mere fokus på langt flere stoffer i vore fødevarer og drikkevand, end der er med den helt ensidige fokus på pesticider.

 

- Hvis der er stoffer, som udgør en risiko for grundvand, som vi ikke allerede er opmærksomme på, skal der selvfølgelig også kontrolleres for disse stoffer, siger miljøminister Lea Wermelin i en artikel i Grovvarenyt.

 

-Jeg tror, det er vigtigt, at miljøministeren ikke blot sender sagen til Miljøstyrelsen. Miljøministeren bør også kontakte de internationalt førende forskere og toksikologer, som har forstand på, hvilke stoffer der skal overvåges, siger hortonom Finn Okkels i en anden artikel i Grovvarenyt.

 

Langt flere end pesticider

Okkels sætter især fokus på stoffer fra naturen, der kan være kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende.

 

To professorer fra DTU Miljø satte i sidste uge i Ingeniøren fokus på, at der er meget dårligt overblik over kilderne til forureningen med kemi i vandmiljøet.

 

Der bliver mange, mange flere “giftige stoffer” i vores vand, når det skal analyseres for naturstofferne, Okkels skriver om, og stofferne, som blev nævnt i Ingeniøren, samt på de 400 frem for 40 pesticider, som Folketinget vedtog i forleden.

 

 Grænseværdien for rester af pesticider i vand er 0,1 mikrogram. Den er fra en tid, hvor man ikke kunne måle mindre.

 

Nu kan man måle i nanogram - en faktor 1.000 mindre end mikrogram, og picogram - 1.000 gange endnu lavere - er vel inden for rækkevidde. De langt, langt flere stoffer og de stadig meget mindre mængder, vil medføre, at man kan finde “meget mere gift” i vores vand, så længe vi fortæller hinanden, at “gift er gift”.

 

Derfor er det afgørende, at vi lærer at acceptere, at det er mængden / koncentrationen af et stof, der afgør, om det er giftigt. 

 

Synspunkt fra Grovvarenyt nr. 49, fredag 6. december 2019.

< tilbage