Den nye produktion vil kunne løfte Dava Foods omsætning med op mod 6-700 millioner kroner om året i løbet af fem år
Af Helge Lynggaard
Den danske ægproducent, Dava Foods, vil fra næste år udvinde et specielt enzym fra æg. Dava Foods har derfor kastet sig ud i en stor investering, som omfatter bygninger og maskiner til en specialiseret produktionslinje i svenske Skara. Her investeres der et tocifret millionbeløb i at kunne udvinde enzymet lysozym.
Det er et enzym, der efterspørges i blandt andet den farmaceutiske industri fordi det har nogle egenskaber, så det kan ødelægge bakterier og dermed forhindre infektioner eller stoppe forrådnelse i fødevarer.
- Det tocifrede millionbeløb er tæt på at være trecifret i svenske kroner, siger Ivan Noes, administrerende direktør i Dava Foods, til Grovvarenyt.
Han forklarer, at når den nye produktion skal ske i Sverige skyldes det, at der i forvejen er en stor produktion af såkaldte flydende æg i Sverige, mens Dava Foods fortrinsvis sælger skalæg i Danmark og Finland.
- Vi skal ud på det globale marked og afsætte vores lysozym, og salg og salgsudvikling vil ske via Danmark, siger Ivan Noes videre.
Udvider til to millioner høner i Sverige
Dava Foods har indgået et strategisk samarbejde med Lihme Protein Solutions, som har udviklet en patenteret teknologi til at udvinde lysozym.
- Vi regner med om fem år at kunne omsætte for over 100 millioner kroner i lysozymer. Det kræver en betydelig udvidelse af vores produktion i Sverige, hvor vi i dag har omkring en million æglæggende høner. Samtidig med at vi udvider produktionen af lysozym, øger vi produktionen af æglæggende høner, så vi om fem år forventer at have to millioner høner i Sverige, som leverer æg til vores enzymproduktion. Vores lysozymproduktion vil også give en øget produktion af blommer og æggehvider, og vi forventer derfor en øget omsætning på 6-700 millioner kroner. Det er meget set i forhold til, at vores omsætning sidste år var 1,6 milliarder kroner i Dava Foods gruppen, så det bliver et stort boost til vores samlede omsætning, siger Ivan Noes.
Æggehvider er ofte i overskud og lavt prissat på de internationale markeder. Derfor kan projektet medvirke til en højere værditilvækst pr. kg æg og understøtter et lavt klimaaftryk sammenlignet med andre animalske proteinikilder, oplyser Dava Foods.
Ny teknologi
Lysozym bliver allerede udvundet ved hjælp af andre teknikker end den nye teknik, som Dava Foods er gået sammen med Lihme Protein Solutions om.
- Den nye teknik er mere omkostningseffektiv i den måde man fanger proteinet på og samtidig er renheden højere og af en bedre kvalitet. Desuden kan vi holde hele processen inhouse, og det betyder, at vi kan lave et funktionelt enzym pakket og klar til direkte salg, så det ikke skal forbi biokemiske virksomheder for at blive raffineret, fortæller Ivan Noes.
I næste fase planlægges en videreudvikling af teknologien, så den kan udvinde andre værdifulde proteinfraktioner. Det skal bane vejen for nye funktionelle proteiner og innovative produkter til fødevareindustrien og den farmaceutiske industri.
Kan mærkes i værdikæden
Den store udvidelse af produktionen i Sverige vil også kunne mærkes andre steder i Danish Agro koncernen, som ejer Dava Foods.
- Hver høne spiser 40 kg foder om året, så vi får hele værdikæden i spil lige fra Vilomix, der leverer mineraler og vitaminer til Danish Agro, der skal levere foder til disse æglæggere, siger Ivan Noes, som er meget tryg ved den store investering.
- I forhold til mange andre satsninger er det her en forlængelse af vores core business med at sælge skalæg og lave pasteuriserede ægprodukter. Så selv om der altid er en risiko ved en stor investering, så går en stor del af investeringen til at øge vores kapacitet i det nuværende forretningsområde, så vi synes, det er et godt afbalanceret projekt og perspektiverne er store, siger Ivan Noes.
Artikel fra Grovvarenyt 33-2025, fredag 15. august 2025