+45 2047 1611
< tilbage 14-11-2025 - 20:45

Vejrup Andel reducerer overskuddet kraftigt

Vejrup Andel fastholder omsætningen og oplever øget medlemstal samt øget handel udenfor medlemsskaren

Af Helge Lynggaard

 

Der bliver et plus på bundlinjen hos Vejrup Andels Grovvareforening (VAG), men det er reduceret kraftigt i forhold til sidste år. Overskuddet før skat blev i regnskabåret 2024/25 på 0,9 mio. kroner, hvor det sidste år var 7,4 mio. kroner. 

Årets resultat efter skat endte på 0,7 mio. kroner.

Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab fra Vejrup Andel.

Omsætningen er øget lidt – fra 433 mio. kroner til 439 mio. kroner i det seneste år.

- Resultatet er dårligere end det forventede resultat på 2,7 mio. kroner før skat. Resultatafvigelsen skyldes, at matif kornpriser og de fysiske kornpriser ikke har været i overensstemmelse med hinanden. I stedet for en gevinst har der været et tab på matif kornhandler, hedder det i ledelesberetningen i årsrapporten fra Vejrup Andel.

- Vi har igennem regnskabsåret set faldende priser på stort set alle varegrupper. Priserne har været volatile, men gennem øget fokus på risikostyring i hele vores organisation har vi formået at styre igennem uden kritiske tab i virksomheden, fremgår det af ledelsesberetningen.

Her fremgår det, at Vejrup Andel har haft stigende renteomkostninger, hvilket har påvirket resultatet negativt. Til gengæld påvirkes regnskabet positivt af tilgang af nye kunder både fra det primære landbrug og mere hobbybetonede bedrifter. 

 

Flere medlemmer

Vejrup Andel har 295 medlemmer, hvilket er væsentlig flere end de 269, der var sidste år. Samtidig er de eksisterende kunder også blevet større, og grovvareforeningen konstaterer, at der kommer et stigende antal kunder udenfor medlemsskaren. Samlet set giver det Vejrup Andel en god platform for fremtiden, hedder det i ledelsesberetningen.

 

Fire nye udleveringssiloer

Vejrup Andel har investeret i fire nye udleveringssiloer udover de løbende forbedringer og optimeringer i produktionen.

 

Forventet udvikling

Vejrup Andel forventer en omsætning i indeværende regnskabsår 2025/26 på 417 mio. kroner og et resultat på 2,2 mio. kroner før skat.

- Vi forventer ikke væsentlige ændringer af driften det kommende år, hedder det i ledelsesberetningen.

   

 

< tilbage