Den nordjyske leverandør af mælkepulver modtager for første gang Børsens Gazelle-pris
Af Helge Lynggaard
Der er stor glæde hos fodervirksomheden Nutrax Aps i Støvring syd for Aalborg. Virksomheden har netop modtaget Børsens Gazelle-pris på baggrund af virksomhedens vækst, der har været over et hundrede procent i den seneste fire-års periode.
- Vi har haft en rigtig god vækst gennem mange år, men vi havde ikke lige forudset, at vi skulle hædres med en Gazelle-pris, siger en glad Palle Mortensen til Grovvarenyt.
- Gazelle-prisen viser, at vores strategi har været rigtig, fortsætter Palle Mortensen, der er administrerende direktør i virksomheden.
- Vi har specialiseret os i at sælge mælkeprodukter og foder til både kvæg og grise, og der har været en god vækst begge steder. Hovedparten sælger vi direkte til landmændene, men har også salg gennem nogle korn- og foderstofforretninger, siger Palle Mortensen.
Nutrax har hovedforhandling i Danmark af mælkeprodukter og smågrisefoder fra hollandske Denkavit, som er en af verdens største og førende producenter af mælkepulver og foder til husdyr. Derfor fylder produkterne fra Denkavit meget i omsætningen hos Nutrax. Foruden mælkeprodukter til grise og kalve sælger Nutrax vitamin- og mineralblandinger og prestartere til smågrise og færdigfoder.
Palle Mortensen lægger stor vægt på at medarbejderne i Nutrax kommer ud og møder landmændene på staldgangen.
- Vores koncept bygger på, at vi mødes ansigt til ansigt med landmændene. Landmændene stiller i dag store krav til deres foderleverandører, og derfor vægter vi det meget højt, at vi kommer ud på bedrifterne, så vi bedre kan rådgive både om foderstrategi og sammensætning af foderet, siger Palle Mortensen.
Medarbejderstaben i Nutrax består foruden af Palle Mortensen og hans far, Poul Martin Mortensen af en sælger samt to administrative medarbejdere.
- Vi har faktisk så meget gang i virksomheden, at vi er på udkig efter yderligere to salgskonsulenter, fortæller Palle Mortensen.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 48, 28. november 2025