+45 2047 1611
< tilbage 24-01-2026 - 15:15

Ny dansk bygsort er testet for sundhedsfremmende egenskaber

Den nye bygsort, Barleo, er resultatet af et samarbejde mellem Skærtoft Mølle og startupvirksomheden Barleo ApS

Af Helge Lynggaard

 

Efter flere års forskning og planteforædling er Skærtoft Mølle klar til at markedsføre sorten Barleo 

Udgangspunktet for den nye bygsort er en gammel nordisk bygvariant, udvalgt for sin fine smag og gode bageegenskaber, skriver Barleo ApS i en pressemeddelelse. 

Gennem målrettet forædling er der skabt en ny byg med et naturligt højere indhold af resistent stivelse end traditionelle sorter. Barleo forener på den måde det bedste fra to verdener: den nordiske kornarv og moderne viden om, hvordan kornets sammensætning påvirker kroppen.

Byggen er udviklet og klinisk testet i Danmark. Kliniske forsøg udført på mennesker på Aarhus Universitetshospital dokumenterer, at den nye bygsort har gavnlige effekter på kroppens respons efter et måltid, oplyser Barleo ApS

Barleos dokumenterede effekter:

• Bidrager til et mere stabilt blodsukker

• Bidrager til at opretholde et normalt kolesterolniveau

• Understøtter en sund fordøjelse

Ifølge EFSA’s godkendte sundhedsanprisninger bidrager resistent stivelse til en lavere stigning i blodsukkeret efter et måltid, når den erstatter almindelig stivelse i eksempelvis brød eller grød. Derudover bidrager beta-glucaner fra byg til at opretholde et normalt kolesterolniveau, og Barleos høje indhold af kostfibre medvirker til, at fordøjelsen fungerer som den skal.

- Vi har arbejdet med gamle nordiske kornsorter i mange år, og Barleo er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan kombinere tradition og udvikling, siger Peter Skou, direktør hos Skærtoft Mølle.

Ifølge Pernille Hede, direktør hos Barleo ApS, er den nye bygsort dansk forskning omsat til et konkret produkt, som alle kan bruge i hverdagen.

- Byggen har en rund, nøddeagtig smag og gode bageegenskaber – og samtidig indeholder den naturligt mere resistent stivelse og fibre. Barleo viser, hvordan målrettet planteforædling kan forbedre kornets ernæringsprofil uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Barleo lanceres af Skærtoft Mølle som brødblanding til detailhandlen og til professionelle køkkener.

Artikel fra Grovvarenyt nr. 4, fredag 23. januar 2026

 

 

 

< tilbage