+45 2047 1611
< tilbage 22-08-2026 - 14:24

Vestjyllands Andel: Glade landmænd på brovægten

En nem og tør høst har givet et velfortjent afbræk fra landbrugets bekymringer, oplever Vestjyllands Andel

Af Anya Engelbrecht

 

Der bliver talt meget om sindstilstanden i dansk landbrug. Den politiske dagsorden gør fremtiden usikker, og kvælstofplaner og trepart kan hurtigt skabe bekymringer.

Derfor var det ifølge Jeppe Tokkesdal, vicedirektør i Vestjyllands Andel, yderst kærkomment, at 2026 skulle byde på en nem og tør høst, der nu stort set er i hus. 

- Historisk set er vi i Vestjyllands Andel nogle af dem, der er sidst færdige, fordi vi har nogle sene arealer ude i det vestjyske. Men det har været en effektiv høstperiode, og det er kun lidt sent modnet vårbyg og nogle hestebønner, der stadig står tilbage. Jeg gætter på, vi er 98 procent færdige, fortæller Jeppe Tokkesdal til Grovvarenyt torsdag middag. 

Kvaliteten af de høstvarer, Vestjyllands Andel har modtaget, er generelt flot. Det har været en ren vare, som man tit ser, når det er en tidlig og tør høst. 

- Der er lidt geografiske variationer i kvaliteten, og i maltbyggen er proteinindholdet generelt lidt højere. Men det er ikke i et omfang, der gør, at det bliver svært at overholde kravene fra malterierne. Det samme ser vi i foderhvede, hvor proteinprocenten ligger cirka en halv procent højere end normalt, siger Jeppe Tokkesdal. 

 

Store variationer

Hvis en enkel negativ ting skal nævnes, kunne udbytterne godt have været lidt højere i år, mener Jeppe Tokkesdal. 

- Men vi har jo også høsten 2025, hvor vi havde rekordhøje udbytter, i frisk erindring. Når vi kigger på høsten 2026, er den overordnet set gennemsnitlig. Det er mest hveden i den østlige del af landet, der har skuffet. Her har nogle planteavlere på lerjord meldt om noget lavere udbytter end normalt. 

Derudover har det været meget lokalt, hvor de lave udbytter har været. 

- Nedbøren er faldet meget sporadisk og forskelligt, og det afspejler sig tydeligt på variationerne i udbytterne. Vi har set landmænd, der har høstet syv tons på den ene hvedemark, og når de så er kørt hen på den anden mark, har de høstet 9,5 tons. Det kan selvfølgelig være på grund af sortsforskelle og sædskifte, men ofte har det skyldes nedbør, der er faldet usædvanligt lokalt.

 

Travlhed på brovægten

En af de store fordele ved årets høst er, at den har været effektiv. Landmændene har kunnet køre fra morgen til aften uden afbrydelser af regn, og det har skabt travlhed hos Vestjyllands Andel. 

- Jeg tror, vi har haft nogle folk i drift og laboratorie, der gerne ville have haft lidt mere regn hist og pist, så de kunne have fået et afbræk og lige nået til bunds i opgaverne, inden de næste kom. Men det er generelt set gået rigtig fint med at håndtere den tidlige og effektive høstperiode, siger Jeppe Tokkesdal og tilføjer: 

- Høsten har været i et godt flow over næsten en hel måned. Det er meget bedre end de år, hvor det har regnet det meste af august, og 80 procent af høsten så skal ind, når der endelig kommer tre tørvejrsdage i slut august. Derudover har der ikke været behov for nogle lange nætter i tørreriet, fordi kornet er kommet tørt ind. Men der har da været nogle lange dage ved brovægten. 

 

< tilbage