< Tilbage

DLG stopper produktionen af kvægfoder på Aarhus Havn 06-01-2023 - 17:39

e knap 300.000 tons kvægfoder, som fabrikken årligt producerer, flyttes til andre fabrikker, primært Skærbæk

De Fem Søstre på Aarhus Havn er de fem ens siloer forrest. Pressefoto.

 

Af Helge Lynggaard

 

Der bliver nu droslet kraftigt ned på den ældste af DLG's foderfabrikker - anlægget på Aarhus Havn.

DLG oplyser, at antallet af husdyr i Danmark over de seneste år har været faldende, og at det naturligt smitter af på efterspørgslen på foder.

 

  - Som et led i optimeringen af fabriksstrukturen stopper DLG derfor foderproduktionen på fabrikken i Aarhus, der årligt producerer cirka 300.000 tons non-GM kvægfoder. Produktionen flyttes i stedet til andre fabrikker, primært Skærbæk, skriver DLG i en pressemeddelelse.

 

- Vi har et kontinuerligt fokus på at optimere vores struktur og dermed også vores omkostninger. Det er på den baggrund, at vi flytter produktionen fra Aarhus til andre fabrikker. Langt størstedelen af de 19 medarbejdere, der er tilknyttet Fabrik Aarhus, bliver tilbudt et andet job i DLG, men vi er desværre nødt til at sige farvel til enkelte kolleger. De berørte medarbejdere er blevet informeret her til morgen (onsdag), og vi har fokus på at hjælpe dem godt videre, siger Bøje Kjær, vicekoncerndirektør for produktion og logistik i DLG.

 

Den ældste fabrik i DLG

Fabrikken på Aarhus Havn er den ældste af DLG´s aktive fabrikker med en lang historie, som strækker sig helt tilbage til 1927, og den har gennem årene forsynet danske landmænd med millioner af tons foder.

 

Anlægget omfatter blandt andet "De Fem Søstre", som de kaldes, fordi det er helt ens siloanlæg, som ifølge JP Aarhus var det største siloanlæg i Norden, da det blev opført. I dag har De Fem Søstre sammen med 24 andre industrianlæg i Danmark status som nationalt industrimindesmærke. 

 

- Fabrik Aarhus er et vartegn i det aarhusianske byrum, men det er også en fabrik, der står over for nogle omfattende renoverings- og moderniseringsprojekter, hvis den høje produktivitet skal opretholdes. Derfor er det også rettidig omhu at flytte produktionen ud af Aarhus, inden omkostningerne til at holde fabrikken i drift bliver for store, siger Bøje Kjær.

 

Efter 1. marts vil DLG fortsat lave mindre produktioner af foder til kalve på fabrikken i Aarhus. Samtidig vil dele af bygningerne efter behov blive brugt som lager.

 

DLG har en lejekontrakt på arealerne, der udløber i 2045. Man vil indgå i en dialog med Aarhus Kommune og andre parter om, hvad der skal ske med bygningerne, som ejes af DLG, når alle aktiviteter er lukket ned.

 

Lukningen af aktiviteterne på fabrikken får ikke betydning for DLG´s import af råvarer til bulkterminalen på Aarhus Havn.

< Tilbage