< Tilbage

Rekordår for Hornsyld Købmandsgaard10-05-2023 - 15:24

Koncernens samlede overskud blev i 2022 på godt 57 millioner kroner med 32 millioner år før – grovvvareforretningen stod for et overskud på 28 millioner kroner

Henrik Hedegaard, tv., administrerende direktør og Henrik Holm, økonomidirektør, Hornsyld Købmandsgaard. Pressefoto.

Den privatejede Hornsyld Købmandsgaard-koncern fik samlet set i 2022 et overskud på 57,4 millioner kroner mod 32 millioner kroner året før. Det er et resultat, der er større end de forventninger, som tidligere har været meldt ud. 


Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hornsyld Købmandsgaard-koncernen.

Regnskabet blev fremlagt på generalforsamlingen onsdag eftermiddag den 10. maj i Hornsyld Korn A/S samt koncernens driftsselskaber, som omfatter Hornsyld Købmandsgaard A/S (grovvare), H.K Olie A/S, Triple A A/S og HK Totalbyg A/S. 

Omsætningen i 2022 udgjorde 2,9 milliarder kroner mod godt to milliarder kroner året før, og koncernens egenkapital androg 295 millioner kroner pr. 31. december 2022 svarende til en soliditetsgrad på 30,5 procent.

Ledelsen er godt tilfreds med årets resultat og fremhæver, at koncernen har realiseret en højere omsætning end forventet på de største vareområder. Der er desuden opnået en højere enhedsavance primært på korn og gødning, hvilket skyldes gunstig afdækning og betydelige prisstigninger i løbet af året.

- 2022 blev et helt specielt år med store muligheder og samtidig store udfordringer, primært som følge af krigen i Ukraine. Markeder ude af kontrol, enorme prisstigninger på energi og store prisstigninger på afgrøder. Intet var som det plejede, og her kom forandringsvilligheden til udtryk, siger administrerende direktør Henrik Hedegaard.

- Der blev i 2022 håndteret rekordstore mængder afgrøder, og den store høst i 2022 gør, at der igen i 2023 afvikles store mængder, både til landbrugskunder, egen foderproduktion og til eksport, siger Henrik Hedegaard.

Fremgang hele vejen rundt
Økonomidirektør Henrik Holm understreger fremgang og stor aktivitet hele vejen rundt i koncernen.

 - Hornsyld Købmandsgaard A/S (grovvare) fik et overskud på 28 millioner kroner, hvilket er tre millioner kroner bedre end året før.

- I HK Totalbyg kunne man i 2022 mærke byggeaktiviteten i samfundet, og her endte resultatet på ni millioner kroner. Selskabet har store forventninger til de kommende år, specielt inden for halbyggeri men også når det gælder boligbyggeri.

- Olieafdelingen har haft højere omsætning end budgetteret, og har opnået et tilfredsstillende resultat på 13 mill. kr., oplyser økonomidirektøren, der også fremhæver et godt resultat i Triple A.

- I 2022 forbedrede Triple A produktionseffektiviteten og endte med et resultat på to millioner kroner. Virksomheden slog for alvor igennem på det danske marked med AX3-produktet. Der er nu gennemført de nødvendige tiltag, som betyder, at Triple A er klar på eksportmarkederne i fremtiden, siger Henrik Holm.

Investerer i kornopbevaring
Ledelsen forventer generelt en lidt højere aktivitet i 2023 med baggrund i mange tiltag og projekter, der er i gang.

- Med baggrund i flere års stigning på indkøbte afgrøder fra landbruget er der stort fokus og behov for øgede faciliteter til opbevaring af afgrøder, og der vil blive investeret i siloprojekter. Der er behov for mere og bedre lagerkapacitet til gavn for både kunder og ansatte, og der lægges i 2023 ud med første etape i en flerårig investeringsstrategi, både på egne lokationer landet over samt på vigtige havnefaciliteter, oplyser Henrik Hedegaard.

Koncernen er en familiedrevet virksomhed, og den er en af de få privatejede grovvareforretninger, der er i Danmark. Virksomheden har 172 ansatte.
 

< Tilbage