< Tilbage

Emmelev får rekordregnskab med overskud på 118 mio. kr. 04-07-2022 - 21:43

Emmelev A/S er klar til at bygge nyt produktionsanlæg til 60 mio. kr., hvis politikerne siger ja til fortsat at bruge biodiesel

Forarbejdning af raps har i 2021 givet Emmelev A/S en tredobling af overskuddet i forhold til året før. Pressefoto.

Af Helge Lynggaard

 

Millonerne er rullet ind i en lind strøm til Emmelev A/S i det seneste år. Det er gået så stærkt, at Danmarks ældste grovvarevirksomhed har opnået den største omsætning og det bedste resultat nogensinde.

 

Nettoomæstningen fra salg af rapskager, glycerin og grøn diesel blev på 1,7 millliarder kroner, og årets resultatet efter skat er 118 millioner kroner.

 

Omsætningen er steget over 50 procent i det seneste år, mens årets resultat er næsten tredoblet.

 

- Det er et resultat, som vi selvfølgelig er stolte af og glade for, siger medejer Morten Simonsen.

 

Han forklarer overfor Grovvarenyt, at den øgede omsætning og det større overskud blandt andet skyldes de generelt højere brændstofpriser.

 

- Desuden var der i efteråret en brand på en fabrik, der producerer en råvarer, vi bruger til produktionen af biodiesel. Branden medførte, at der blev mindre biodiesel på markedet, og dermed steg dækningsbidraget, som så også kom os tilgode, siger Morten Simonsen. 

 

Ny fabrik

Med det store overskud arbejder Emmelev videre på planerne om at opføre et helt nyt fabriksanlæg til produktion af biodiesel.

 

- Vi har et anlæg, der er udbygget skridt for skridt gennem 20 år, og produktionen kan gøres smartere og mere effektivt med et moderne anlæg. Derfor er vi klar til at  investere i et nyt produktionsanlæg i Emmelev, hvis politikerne kan garantere os, at der også bliver behov for grøn diesel i årene frem mod 2030, siger Morten Simonsen.

 

Virksomheden er klar til at investerer 60 millioner kroner i et grønnere og mere effektivt anlæg til produktion af rapskager, glycering og grøn diesel.

 

- Men det kræver, at der kommer et tydeligt signal fra Christiansborg om, at grøn diesel er og bliver en del af klimaløsningen i de kommende år, hvor dieselbiler og diesellastbiler endu ikke er erstattet med fossilfri køretøjer, siger Morten Simonsen.

 

Jorden til det nye anlæg er købt, og der er ved at blive udarbejdet lokalplantillæg.

 

- Hvis alt går vel, kan vi sætte spaden i jorden første gang inden årets udløb, siger Morten Simonsen.

Emmelev forventer i 2022 en fortsat stigende omsætning til 1,9 milliarder kroner med et resultatet før skat på 90-110 millioner kroner.


Artikel fra Grovvarenyt nr. 26, fredag 1. juli 2022

< Tilbage