< Tilbage

Baltic Grain Exchange slår sin egen deltagerrekord22-09-2023 - 19:32

Med 693 deltagere fra 31 lande fortsætter Baltic Grain Exchange traditionen med en ny deltagerrekord hvert år

Asbjørn Børsting, direktør i Dakofo, glæder sig over, at der igen i år har været stor interesse for at deltage i årets store høstfest i København. Foto: Anya Engelbrecht.

Af Anya Engelbrecht

 

To ting er efterhånden altid en selvfølge, når den store, årlige høstfest, Baltic Grain Exchange, løber af stablen i København: Der er flere deltagere, end der var året forinden, og vejret er ualmindeligt godt for årstiden. 

 

Det var heller ingen undtagelse i 2023, hvor solen skinnede på de 693 deltagere fra 31 lande, der gik ind ad døren til Øksnehallen for at netværke og tale om høsten, handlen og markedet. 

 

- Det er igen i år gået rigtig godt, og jeg er blevet mødt af god stemning hele vejen rundt, siger Asbjørn Børsting, direktør i Dakofo, til Grovvarenyt sidst på eftermiddagen. 

 

- Mange deltagervirksomheder har anvendt Baltic Grain Exchange som en anledning til at mødes internt i virksomheden eller med samarbejdspartnere, som man ellers ikke samles med så tit, så det er positivt at arrangementet også kan bidrage til at afføde den slags gode initiativer, lyder det fra direktøren. 

 

Ukraine sætter dagsordenen

Forud for selve eftermiddagsarrangementet var der formiddagsseminar med Poul Jacob Erikstrup, der er dansk statskonsulent i Ukraine indenfor landbrug og fødevareproduktion. 

 

- Det var et meget spændende indlæg. Med alt respekt for den tragiske baggrund for situationen gav Poul Jacob Erikstrup en god og præcis ramme omkring en række af de aktuelle problematikker, der er på og omkring råvaremarkedet i Europa lige nu, siger Asbjørn Børsting og fortsætter: 

 

- Der er mange deltagere i dag, som arbejder med logistik og shipping, og som emnet derfor er yderst relevant for. Det er klart, at den udbygning af transportmarkedet op gennem Europa, der er sket, i høj grad har givet nye opgaver i et omfang, som ingen havde forestillet sig før krigen. 

 

Dårlig høst forhåbentligt enkeltstående

Hvis Dakofo-direktøren skulle pege på de mest aktuelle samtaleemner for årets BGE, er netop situationen omkring Ukraine også højt på listen. 

 

- For et par år siden sagde vi, at bæredygtighed var det altoverskyggende tema. Det er naturligvis også i dag et højaktuelt emne, men alle de afledte virkninger af krigen er med til at lægge et baggrundstæppe for det hele. Det påvirker jo hele vejen rundt, lige fra markedet til vores fremtidige landbrugspolitik i EU og til det helt jordnære med logistik og handel, siger Asbjørn Børsting og tilføjer: 

 

- Høsten bliver der naturligvis også talt om, hvor den dårlige danske kornhøst selvsagt fylder meget for de danske virksomheder. Det er forhåbentligt nogle særligt dårlige vejrmæssige forhold i år, og ikke en situation, vi vil se gentage sig næste år. 

 

Det bedste fra begge verdener

Årets Baltic Grain Exchange blev for første gang i år afholdt på to lokationer, så formiddags- og eftermiddagsarrangementet foregik i Øksnehallen, mens aftenens udsolgte middag med 380 deltagere foregik i den gamle Børsbygning, som til og med 2020 dannede ramme for hele arrangementet. 

 

- Det har der været et ønske om, så vi fik det bedste fra begge verdener med, fortæller Asbjørn Børsting. 

 

For at få alle ender til at nå sammen, har flere sponsorer bidraget til Baltic Grain Exchange. 

 

- Det er vi naturligvis meget glade for, og der skal lyde en stor tak til DLG, Danish Agro, Lantmännen, Vestjyllands Andel og Copenhagen Merchants, lyder det fra direktøren. 

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 38, 22. september 2023

 


 

 

< Tilbage