< Tilbage

Dakofo har udsendt over 4.000 invitationer til Den Europæiske Varebørs 202119-10-2020 - 11:34

Der er nu åbent for tilmelding til det store arrangement i Øksnehallen i oktober næste år

Øksnehallen i den moderne udgave med stande. Foto: DGI-byen.

 

Af Helge Lynggaard

 

Den 7.-8. oktober 2021 vil interesserede for handel med grovvarer fra hele Europa sætte kursen mod Øksnehallen i København. Her holdes Den Europæiske Varebørs, 61st European Commodities Exchange 2021.

 

Det er brancheorganisationen Dansk Korn og Foder, Dakofo, der er vært for varebørsen.

 

- Vi har lige åbnet for tilmeldinger og gjort vores nye hjemmeside for arrangementet klar. Samtidig har vi udsendt over 4.000 invitationer, fortæller teamchef Claus Saabye, Dakofo, til Grovvarenyt.

Danmark var sidst vært for Den Europæiske Varebørs i 2009, hvor omkring 2.300 deltagere mødtes i Bella Centeret.

 

- Det er en stor ære for os at få lov at stå for arrangementet igen. Det er et godt udstillingsvindue for dansk korn og foder og for de mange danske virksomheder i forhold til international handel, der er knyttet til grovvarehandlen, siger Claus Saabye.

 

Han mærker allerede stor interesse for at deltage.

 

- Vi har fået stor opbakning fra sponsorer til arrangementet fra både ind- og udland. Vi har også allerede fået mange henvendelser fra virksomheder, som gerne vil have en stand i Øksnehallen. Her kan vi tilbyde stande lige fra 9 til 80 kvadratmeter, fortæller Claus Saabye.

 

Den Europæiske Varebørs er netop bygget op omkring stande, hvor udstillerne kan profilere deres virksomhed, og hvor deltagerne kan besøge de mange stande og samtidig netværke.

 

- På den måde adskiller den sig lidt fra vores årlige arrangement, Baltic Grain Exchange, hvor vi har ganske få stande og hvor der lægges mest vægt på at kunne mødes og netværke, siger Claus Saabye.

 

- Den Europæiske Varebørs er et meget større set-up end Baltic Grain Exchange, som samler omkring 650 deltagere og er et en-dags arrangement. Men vi bygger videre på et godt og velafprøvet koncept.

 

Dog vil gallamiddagen ved næste års europæiske varebørs blive holdt i Operaen, hvor der inden selve middagen vil være optræden af solister fra Det Kgl. Teater, siger Claus Saabye.

 

Han gør opmærksom på, at der er åbent for tilmelding, og at der er early-bird rabat ved hurtig tilmelding.

 

Den Europæiske Varebørs holdes hvert år på skift i europæiske lande. I år skulle den have fundet sted i Berlin sidst på måneden, men den er aflyst på grund af Covid-19.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 42, fredag 16. oktober 2020

< Tilbage