< Tilbage

DLG flytter ind i nyt hovedkontor mandag26-06-2020 - 13:48

DLG’s 7.500 kvadratmeter store nybyggeri bliver taget i brug på mandag, hvor cirka 300 medarbejdere rykker ind

DLGs nye hovedkontor nederst i billedet bliver taget i brug fra mandag, efter at DLG har haft sit hovedsæde på Axelborg i 50 år. Foto: PLH Arkitekter.

Af Anya Engelbrecht

 

 

Selvom den officielle indvielse af det nye hovedkontor er rykket til næste år på grund af Corona, bliver mandag en festdag hos DLG. Her flytter cirka 300 medarbejdere fra DLG og datterselskabet Vilofoss ind i det nybyggede hovedkontor på Ballesvej i Fredericia. 

 

- Det er en dag, der markerer en milepæl i DLG's historie og vores koncernstrategi, og vi har set frem til den længe. Vi rykker ikke alene tættere på vores kunder og ejere, de danske landmænd, vi rykker også tættere sammen i koncernen. I det nye hus samler vi flere funktioner under ét tag, og der er ikke langt til vores kolleger på den anden side af den tyske grænse. Det giver os de bedste forudsætninger for den fortsatte udvikling af koncernen, siger Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG i en pressemeddelelse.  

 

Lille kontor på Axelborg

 

Mette Sehested, kommunikationschef, DLG, fortæller til Grovvarenyt, at det primært er de medarbejdere, som har siddet på DLG’s midlertidige adresse i Fredericia, der flytter ind på mandag i de nye lokaler. 

 

- Derudover kommer der også enkelte medarbejdere fra andre lokationer til Fredericia på mandag, imens få andre først flytter senere, fordi det passer bedre i forhold til deres arbejdsprocesser. 

Selvom det er langt hovedparten, der kommer til at arbejde fra Fredericia, beholder DLG enkelte kontorpladser på Axelborg, hvor virksomheden har holdt til i mere end 50 år.

 

- Enkelte medarbejdere vil fortsat være på Axelborg, fordi der er nogle funktioner, der bare er så nært knyttet til København. Derudover vil vi have et par kontorpladser, som kan bruges, hvis en medarbejder eksempelvis er til møder på Axelborg og har brug for et sted at arbejde mellem møderne, siger Mette Sehested. 

 

Cirka 50 procent nye

DLG gav medarbejderne besked om flytningen tidligt i forløbet, så medarbejderne havde god tid til at træffe en beslutning om, hvorvidt de vil flytte med. Samtidig gav det mulighed for at ansætte nye medarbejdere og begynde at bygge den nye organisation op i takt med, at andre medarbejdere valgte at stoppe.

 

Ud af de 300 medarbejdere på Ballesvej er godt halvdelen nyansættelser, mens resten er flyttet med fra andre lokationer.

 

Foruden det nye domicil i Fredericia rykkede DLG tidligere på året ind et nyt logistikcenter på 28.000 kvadratmeter i Taulov Dryport, der bliver er et knudepunkt for DLG's lager- og logistaktiviteter.

< Tilbage