Der kommer til at ske meget de næste 12 måneder, fortæller ejer af rådgivningsvirksomheden Qesh Consult på NutriFair
Af Anya Engelbrecht
Enten skal virksomheden udvikles, eller også skal den afvikles. Sådan konkluderede ejer af Qesh Consult ApS, Frank Bomberg Andersen, i 2022 efter at have drevet forretningen alene i en årrække. Det blev startskuddet til virksomhedens vækst og ansættelsen af flere medarbejdere.
- Vi arbejder med at hjælpe virksomheder i og omkring landbrugs- og fødevareerhvervet med at blive certificeret efter en række standarter, for eksempel ISO 22000 eller GMP+, fortæller Frank Bomberg Andersen, da Grovvarenyt besøger virksomhedens stand på NutriFair.
- Vi har stor erfaring med grovvareforretninger og tilknyttede virksomheder, og derfor er vi også med på NutriFair. Det er en branche, hvor netværk og tillid er helt afgørende, og NutriFair er en god mulighed for at møde eksisterende og potentielt kommende kunder.
Tilbyder nu også rådgivning om ESG
Indtil årsskiftede beskæftigede Qesh Consult tre medarbejdere inklusive ejeren selv, men i de første to måneder af 2025 kommer to nye medarbejdere til.
1. januar startede Simone Appel Andersen i stillingen som forretningsudvikler indenfor ESG, og med hendes ansættelse bliver et nyt ben føjet til virksomhedens ydelser.
- Jeg skal primært arbejde med ESG rapporteringer i små og mellemstore virksomheder, især handelshuse og foderstofforretninger, hvor ESG ikke er et lovkrav men ofte et kundekrav. Det kan være kompliceret at navigere i krydsfeltet, hvor man ikke lovmæssigt skal lave ESG, men alligevel er nødt til det for at være markedsrelevant, lyder det fra Simone Appel Andersen.
Forinden sin fuldtidsansættelse i Qesh Consult arbejdede hun i virksomheden som studentermedhjælper, mens hun læste en bachelor i sundhed og ernæring.
Mulige nye markeder
Den første februar starter Emil Langgaard Jensen i en nyoprettet stilling som account manager, hvorfra han skal varetage salg, netværk, kontakt og vejledning til kunderne. Emil Langgaard Jensen har været fem år hos Hornsyld Købmandsgaard og har således en solid erfaring fra grovvarebranchen.
- Vi har mange spændende arbejdsopgaver foran os, som vi vil tage fat på i 2025. Det handler naturligvis om at skabe værdi for vores eksisterende kundesegment, men også om at afdække nye muligheder, fortæller Emil Langgaard Jensen og fortsætter:
- Eksempelvis kan vi se på vores hjemmeside, at 20 procent af danske kommuner og regioner har besøgt hjemmesiden de seneste ni måneder, højst sandsynligt på grund af vores hygiejnekurser. Her har vi en ambition om at undersøge nærmere, om der kunne være et marked for os.