<

DLG investerer trecifret millionbeløb i udvidelse af Vilofoss 01-11-2019 - 14:10

Den nye fabrik opføres i forlængelse af den eksisterende Vilofoss-fabrik i Brædstrup

Den nye vitamin- og mineralfabrik opføres i tilknytningen til Vilofoss' eksisterende fabrik i Brædstrup.

 


DLG investerer nu et trecifret millionbeløb i en udvidelse af Vilofoss i Danmark. Den nye fabrik opføres i forlængelse af den eksisterende Vilofoss-fabrik i Brædstrup, og byggeriet forventes at begynde i 2020.

 

Det oplyser DLG i en pressemeddelelse.

Investeringen i fabrikken, der for nylig blev godkendt af DLG's bestyrelse, er det seneste af en række større projekter, der blandt andet tæller et nyt hovedsæde i Fredericia, Danmarks største kornterminal på Masnedø og et nyt logistikcenter på 28.000 kvadratmeter i Taulov. Alt sammen vigtige brikker i koncernens strategi, Leading the Way 2021, hvor fokus er på at skabe vækst og udbygge DLG's position som et af Europas førende landbrugsselskaber, hedder videre i pressemeddelelsen.

 

- Vi er ejet af danske landmænd, og det danske marked er derfor helt naturligt en vigtig del af vores forretning. Vi mener det, når vi siger, at DLG skal lede vejen, og derfor er vi stolte af, at vi endnu engang kan præsentere et nyt, stort projekt i Danmark. Det er en investering i fremtiden, som kommer vores kunder til gode, siger koncernchef Kristian Hundebøll, DLG.

 

DLG er med en omsætning tæt på 49 mia. kr. og godt 6.000 medarbejdere en af Danmarks største virksomheder. Vitaminer og mineraler er et af koncernens mest lønsomme forretningsområder. Derfor er investeringen i den nye fabrik helt i tråd med koncernens mission om at skabe værdi for de danske landmænd, der ejer DLG.

 

Vilofoss, der er kernen i DLG's vitamin- og mineralforretning, er med en omsætning på tre milliarder kroner blandt de største aktører på det europæiske marked for vitaminer og mineraler til husdyrproduktion.

 

Jacob Holm, koncerndirektør for Vilofoss, glæder sig over, at bestyrelsen har godkendt planerne for det nye byggeri.

 

- Det er et vigtigt skridt for Vilofoss' som helhed og naturligvis primært for vores danske forretning. Den nye fabrik vil spille en nøglerolle i at sikre vækst, konkurrenceevne i Danmark og ikke mindst lønsomhed. Alt i alt skal det sikre, at vi fortsat står stærkt på det danske marked til glæde for vores kunder og ejere, siger Jacob Holm.

<