<

Udvidelse øger produktionen med 40 procent26-11-2019 - 12:25

Vilomix kan nu skrue op for produktionen, efter en stor udvidelse står klar

 

Peter T. Iversen ved det nye anlæg til påfyldning af storsække. Foto: Helge Lynggaard.

Af Helge Lynggaard

 

Vilomix benytter 40 års jubilæet til også at markere, at virksomheden i Lime på det vestlige Djursland nu er klar med en stor udvidelse.

 

- For to år siden måtte vi melde udsolgt, selv om vi producerede 24/7 og medarbejderne tog overarbejde for at holde trit med efterspørgslen. Derfor har vi nu udvidet med en femte produktionslinje, fortæller CEO Peter T. Iversen til Grovvarenyt.

 

Samtidig med udvidelsen er hele produktionsstyringen blevet udskiftet, og det betyder, at produktionen nu kan øges med 40 procent.

 

- Samtidig er vi nu blevet i stand til at producere specielprodukter til fjerkræ. Desuden vil det være muligt at sætte endnu en produktionslinje ind i de nye bygninger, fortæller Peter T. Iversen, mens han viser rundt i nybyggeriet.

 

Eksport til svinebedrifter i Østeuropa

Vilomix eksporterer omkring 40 procent af produktionen fra sine danske fabrikker. Dels til foderfabrikker i det øvrige Europa og dels til store svinebedrifter specielt i Østeuropa.

 

- Herhjemme har vi altid gjort meget ud af at have en tæt kontakt til kunderne, som foruden foderfabrikker hovedsageligt er svineproducenter, der selv blander foderet. Vi hjælper med foderoptimering og vores medarbejdere er derfor i løbende kontakt med svineproducenterne enten telefonisk eller ved besøg.

 

Peter T. Iversen forudser, at der i fremtiden vil blive stillet endnu større krav til rådgivningen.

 

- Derfor sørger vi for at have dygtige medarbejdere, og vi har blandt andet medarbejdere, der har uddannelser som landbrugstekniker, jordbrugsteknolog, ph.d.  og agronom som baggrund, så vi kan matche de dygtige producenter. Desuden søger vi også løbende efter knowhow eller fysiske produkter i udlandet, der kan medvirke til at give vores kunder merværdi.

 

Vilomix-koncernen har desuden etableret et Innovation Board, som alle medarbejdere kan indsende ideer til.

 

- Vi får rigtigt mange ideer til både fysiske produkter og til forretningsudvikling. Vi modtager så mange ideer, at vi er nødt til at foretage en konsekvent prioritering da vi ikke kan det hele, siger Peter T. Iversen.

<