< Tilbage

Dansk Planteværn etablerer demofarm på Ryegaard21-03-2014 - 14:30

 

Jørgen Lundsgaard, tidligere mangeårig medarbejder hos BASF, står for det nye projekt

Jørgen Lundsgaard har erfaring med lignende projekter fra England.

 

Af Helge Lynggaard

Brancheorganisationen Dansk Planteværn etablerer nu for første gang en demofarm. Det sker i samarbejde med Ryegaard ved Kr. Såby på Sjælland.

Her vil alle interesserede fra først på sommeren få mulighed for at komme ud i marken og se, hvordan der ved hjælp af forskellige tiltag kan gøres meget for at forbedre biodiversiteten. Samtidig vil der være mulighed for at sammenligne, hvordan afgrøderne vil se ud med og uden behandling af plantebeskyttelsesmidler. 

- Demo-farmen skal blandt andet bruges til at vi kan invitere politikere og embedsmænd, presse, landmænd og alle andre interesserede ud i marken, siger direktør Helle Græsted Bennedsen, Dansk Planteværn.

 

Hånd i hånd

- Vi vil gerne vise, hvordan biodiversitet og brug af plantebeskyttelsesmidler kan gå hånd i hånd og være en del af et moderne, effektivt og bæredygtigt landbrug. 

Hun mener, at debatten omkring anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler generelt er præget af følelser frem for fakta.

 

Plantebeskyttelsesmidler i praksis

- Etableringen af demofarmen er et forsøg på at skabe en platform, hvor branchen kan inviterer politikere og andre til både en fremvisning men også en drøftelse af, hvordan plantebeskyttelsesmidler anvendes i praksis, siger Helle Græsted Bennedsen.

 

Erfaring fra lignende projekt i England 

Demofarmen omfatter 200 hektar, der ligger i tilknytning til 200 hektar skov.

Her vil Jørgen Lundsgaard, tidligere BASF, stå for den praktiske del af projektet. Han er gået på pension fra sit tidligere job, men interessen for naturen er ikke gået på pension. 

Desuden har han mange års erfaring med et lignende projekt i England – en erfaring som han nu får lejlighed til at overføre til danske forhold.

 

Behøver ikke at koste en formue

- Vi vil blandt andet vise, hvordan det moderne planteavlsbrug kan øge biodiversiteten uden at det behøver at koste en formue, siger Jørgen Lundsgaard til Grovvarenyt. 

- Vi sår nogle striber i marken med forskellige frøblandinger for at vise, hvordan man med enkle midler kan forbedre forholdene på sin ejendom for fugle, insekter og andre dyr, herunder ikke mindst agerhøns, som der er meget fokus på i den offentlige debat. 

 

Sætte tal på dyrelivet

Han fortæller, at projektet med demofarmen vil gå et skridt videre og sætte tal på dyrelivet.

- I april går vi arealerne igennem og med hjælp af en jagthund tæller vi, hvor mange agerhøns, der er på de enkelte marker. Vi vil så gøre det samme til efteråret og igen til næste år, siger Jørgen Lundsgaard, der har erfaring fra England med et stigende antal agerhøns, når der er tænkt på foder til dem.

- Vi har også fokus på sanglærken, som vi skal have eksperter til at tælle, og desuden er vi ved at finde en metode til at tælle vilde bier.

Det er som nævnt første gang, at Dansk Planteværn går ind i et projekt med en demofarm.

Lignende projekter er inden for de sidste par år også skudt op i blandt andet Tyskland og Holland, fortæller Jørgen Lunds-gaard, der forventer, at der vil være noget for interesserede at se på markerne på Ryegaard fra starten eller midten af juni.

< Tilbage