< Tilbage

De udenlandske aktiviteter sikrer Danish Agros fremtid21-01-2013 - 21:55

På Plantekongres 2013 understregede koncernchef Christian Junker, Danish Agro, hvor vigtigt det er for virksomheden at agere på udenlandske markeder for overhovedet at overleve

Danish Agro koncernen henter i 2013 cirka 75 procent af sin indtjening i udlandet og udenfor traditionel grovvarehandel i Danmark. Foto: Helge Lynggaard.

Af Helge Lynggaard

- Hvis vi alene skulle være på det danske marked, så havde vi ikke nogen lang fremtid.

Det fastslog koncernchef Christian Junker fra starten på det indlæg, han onsdag i denne uge holdt på Plantekongres 2013 i Herning.

Christian Junker var inviteret til at fortælle om Danish Agros internationaliseringsstrategi og dens betydning for danske landmænd.

Og han gjorde det hurtigt klart, at den strukturelle udvikling, der har været i dansk landbrug, har været med til at styre grovvarebranchens strukturelle udvikling.

- Det danske grovvaremarked skrumper, og Danish Agro kan kun overleve ved at gå internationalt samtidig med at der investeres dybt i værdikæden, understregede Christian Junker.

Han fortalte, at grovvaresektoren oplever en meget lav eller endog negativ markedsvækst, fordi der er færre opgaver, stigende overkapacitet, øget konkurrence og mindre avance.

- Alene i de seneste fem år har moderselskabet Danish Agro løftet mellem 225 og 250 mio. kr. af de samlede driftsomkostninger ved at rationalisere og fjerne dobbeltfunktioner i forbindelse med fusioner og overtagelser. I samme periode er der nedlagt mere end 300 stillinger. 

- Men man kan ikke overleve alene ved at reducere omkostninger, der må også findes nye indtægtskilder, understregede koncernchefen.

Derfor er Danish Agro gået ind i områder som farm supply, veterinærmedicin, økologi, energi, hjemmeblandermarkedet samt hobby- og fritidssegmentet.

Fra 1987 til 2013 har Danish Agro øget sin samhandel direkte og indirekte med danske landmænd fra 300 mio. kr. til 11-12 mia. kr. pr. år. Væksten er skabt både organisk, via fusion og overtagelse af en række selskaber.

Totalmarkedet falder

- Men Danish Agro kan ikke overleve alene ved at være stor i Danmark. Totalmarkedet herhjemme falder og rammebetingelserne for danske landmænd gør, at dansk landbrugs samlede konkurrencekraft er under pres. Derfor kan vi kun overleve ved at gå internationalt.

- Blandt vores leverandører er der også sket en kraftig strukturudvikling. De er blevet færre, og hele grossistleddet er gledet ud. Vores leverandører stiller derfor krav om store og stærke distributører, som kan sikre afsætning af deres produkter. Derfor er vi nødt til at være store på både nationalt og internationalt plan, fortalte Christian Junker.

Større omsætning i udlandet

Danish Agro har siden 2000 investeret i et betydeligt antal internationale selskaber sammen med en række alliancepartnere. I 2013 vil Danish Agro koncernen med en omsætning på godt og vel 25 mia. kr. beskæftige flere medarbejdere udenfor landets grænser og have en større omsætning i udlandet end i Danmark.

Danish Agro koncernen henter i 2013 cirka 75 procent af sin indtjening i udlandet og udenfor traditionel grovvarehandel i Danmark.

- Det gør at koncernen på en og samme tid kan have en tilfredsstillende indtjening, samtidig med at behov for indtjening fra traditionel grovvarehandel i Danmark er minimal. Koncernen kan derfor klare sig med en lav bruttoavance overfor dansk landbrug samtidig med at hovedparten af koncernens overskud hentes på andre markeder, fastslog Christian Junker.

< Tilbage